Några av tävlingsbidragen inlagda.... fler kommer imorgon

Hvorfor ?

røntgenundersøge sin hund for hofteledsdysplasi ?

Det spørger jeg også mig selv om, og så kommer jeg i tanker om nogle af de hunde, jeg har haft.

Hunde der gik på tre ben, der blev trætte efter en gåtur på nogle få kilometer, de hunde, der kiggede

lidende på mig og bad mig om dog at gøre noget. De havde ondt, så ondt at det ødelagde deres liv.

Hvad kan jeg gøre for at undgå den sygdom hos gårdhunde ?

Man siger så meget:

Man siger at der ikke findes hofteledsdysplasi hos gårdhunde. Kan det nu passe ?

Man siger, at gårdhunde har alle dage gået på tre ben, men hvorfor ?

Man siger at gårdhunde fjoller med deres ben og hopper på to eller tre ben, men hvorfor ?

Man siger, at vi har ikke 'råd' til at undvære så mange hunde i avlen. Men hvordan kan vi så have

råd til at undvære hunde med for store ører ? For lang pels ? For lidt dybde i brystkassen ? For

lang hale ? Tandmangel ? Ståører ? Feminine hanner ? understillede bevægelser ? Stejl front ?

Tæver på 38,5 cm ? Hanner på 41 cm ? underbid ?

Er disse 'sygdomme' virkelig så meget værre end hofteledsdysplasi ? Ingen af disse 'sygdomme' gør

ondt på hunden. Det er ikke på grund af dem, den går på tre ben. Den går på tre ben, fordi det gør

ondt at støtte på det fjerde.

Man siger, det er dyrt at få sin hund røntgenundersøgt. Det koster ikke mere end halvanden

udstilling med kørsel og brobillet.

Man ser altid efter om ens hund har underbid, hvorfor ikke lige tjekke om hofterne er i orden ?

Hofteleddet er et ret ukompliceret led, men et led der skal bære en stor del af hundens vægt. Derfor

skal det være tæt sluttende. Det skal være perfekt afrundet, så det kan dreje uden at genere den

'geleplade' der ligger mellem lårbenshovedet og hofteskålen. Og hofteskålen skal være tilpas

udviklet, så den i tilstrækkelig grad omslutter lårbenshovedet. Disse tre ting skal alle være i orden

for at et hofteled er perfekt. Og kun et perfekt hofteled er smertefrit i hele hundens levetid.

De fleste dyrlæger kan lave undersøgelsen og DKK bedømmer billederne og tildeler hunden en

status fra A til E, hvor A er fejlfri og E er uacceptabel.

Hofteleddets form er i høj grad arvelig. Ind i mellem hører man at leddet kan påvirkes af andre

faktorer end arvelighed. Den teori er de fleste efterhånden gået bort fra, også DKK afviser andre

faktorer end arv.

I mange racer har man i mange år røntgenundersøgt hofteleddene hos avlshundene. Ikke i alle racer

har man taget resultaterne alvorligt. Det er dog ret tydeligt at se, at der hvor man tager

forholdsregler med kun at avle på de absolut bedste hofter, der bliver gennemsnitshoften bedre med

tiden. Det gælder også for gårdhundeopdræt. I de kenneler hvor man i mange år har røntgnet og kun

brugt HD-fri hunde i avlen, finder man nu kun sjældne tilfælde af HD.

Hvorfor ?

røntgenundersøge sin hund for hofteledsdysplasi ?

Det spørger jeg også mig selv om, og så kommer jeg i tanker om nogle af de hunde, jeg har haft.

Hunde der gik på tre ben, der blev trætte efter en gåtur på nogle få kilometer, de hunde, der kiggede

lidende på mig og bad mig om dog at gøre noget. De havde ondt, så ondt at det ødelagde deres liv.

Hvad kan jeg gøre for at undgå den sygdom hos gårdhunde ?

Man siger så meget:

Man siger at der ikke findes hofteledsdysplasi hos gårdhunde. Kan det nu passe ?

Man siger, at gårdhunde har alle dage gået på tre ben, men hvorfor ?

Man siger at gårdhunde fjoller med deres ben og hopper på to eller tre ben, men hvorfor ?

Man siger, at vi har ikke 'råd' til at undvære så mange hunde i avlen. Men hvordan kan vi så have

råd til at undvære hunde med for store ører ? For lang pels ? For lidt dybde i brystkassen ? For

lang hale ? Tandmangel ? Ståører ? Feminine hanner ? understillede bevægelser ? Stejl front ?

Tæver på 38,5 cm ? Hanner på 41 cm ? underbid ?

Er disse 'sygdomme' virkelig så meget værre end hofteledsdysplasi ? Ingen af disse 'sygdomme' gør

ondt på hunden. Det er ikke på grund af dem, den går på tre ben. Den går på tre ben, fordi det gør

ondt at støtte på det fjerde.

Man siger, det er dyrt at få sin hund røntgenundersøgt. Det koster ikke mere end halvanden

udstilling med kørsel og brobillet.

Man ser altid efter om ens hund har underbid, hvorfor ikke lige tjekke om hofterne er i orden ?

Hofteleddet er et ret ukompliceret led, men et led der skal bære en stor del af hundens vægt. Derfor

skal det være tæt sluttende. Det skal være perfekt afrundet, så det kan dreje uden at genere den

'geleplade' der ligger mellem lårbenshovedet og hofteskålen. Og hofteskålen skal være tilpas

udviklet, så den i tilstrækkelig grad omslutter lårbenshovedet. Disse tre ting skal alle være i orden

for at et hofteled er perfekt. Og kun et perfekt hofteled er smertefrit i hele hundens levetid.

De fleste dyrlæger kan lave undersøgelsen og DKK bedømmer billederne og tildeler hunden en

status fra A til E, hvor A er fejlfri og E er uacceptabel.

Hofteleddets form er i høj grad arvelig. Ind i mellem hører man at leddet kan påvirkes af andre

faktorer end arvelighed. Den teori er de fleste efterhånden gået bort fra, også DKK afviser andre

faktorer end arv.

I mange racer har man i mange år røntgenundersøgt hofteleddene hos avlshundene. Ikke i alle racer

har man taget resultaterne alvorligt. Det er dog ret tydeligt at se, at der hvor man tager

forholdsregler med kun at avle på de absolut bedste hofter, der bliver gennemsnitshoften bedre med

tiden. Det gælder også for gårdhundeopdræt. I de kenneler hvor man i mange år har røntgnet og kun

brugt HD-fri hunde i avlen, finder man nu kun sjældne tilfælde af HD.

Statistikken for schæfer i Sverige fra år 2000-2008 viser en ganske betydelig forbedring af

resultaterne. Især på de meget dårlige hofter ses forbedring. Således er andelen af E hofter faldet fra

2,3 % til 0,2 %, og andelen af D-hofter er faldet fra 8,2 % til 4,5 %.

Den samlede statistik for gårdhunde i Sverige viser derimod kun ringe forbedring. Det skyldes

formodentlig, at der hele tiden kommer gårdhunde ind til røntgenundersøgelse, hvis forældre ikke

har været undersøgt. I Sverige kom de første store undersøgte årgange omkring år 2001.

Omkring 20 % af alle undersøgte gårdhunde har fra let til svær grad af HD. Det er samme resultat

på de ganske få gårdhunde, der er under søgt i Danmark og så de mange i Sverige.

Så hvad kan jeg selv gøre? Jeg kan røntgenundersøge mine avlshunde, før de kommer i avl. Jeg kan

vælge hanner til mine tæver, der er røntgnet med et godt resultat. En kendt status er uanset resultat

er bedre end ikke røntgnet. Med ikke undersøgte hunde risikerer man at parre to hunde med dårlige

hofter. De er måske selv upåvirkede af sygdommen, men det vil deres afkom andsynligvis ikke

være. Deres afkom vil få sygdommen i dobbelt dosis.

Jeg har selv med en af mine første tæver lavet en parringsaftale med en han. Før parringen blev

begge hunde heldigvis undersøgt for HD. Den ene viste sig at have E-hofter og den anden D-hofter.

Det kunne være blevet nogle forfærdeligt syge hvalpe.

Efter den erfaring har jeg fået røntgenundersøgt alle mine avlshunde. Jeg søger efter hanner til

mine tæver med mange generationer gode røntgenresultater bag sig, og det viser sig, at de hvalpe

får et langt bedre gennemsnitsresultat end ved de kuld, hvor jeg har været mindre heldig med at

finde hanner, med mange røntgnede aner i stamtavle. Jo det virker. Efterhånden har jeg i mine egne

linier op til fire generationer af røntgnede hunde. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er vejen

frem mod en bedre sundhed for Dansk/svensk gårdhund.

Samtidig er jeg glad for, at der nu er kommet flere danske opdrættere, der lader deres hunde

røntgenundersøge for HD, før de får lov at få hvalpe. Det er en glædelig udvikling at se mennesker

tage deres ansvar som opdrættere alvorligt. Jeg håber at mange flere vil begynde at tage denne

opgave på sig. Vores hunde og vores hundeejere har brug for det.

Jenni / Gartnervejens kennel

Graderna

Grad A - Höftleden har en absolut passform och ett skåldjup som är minst hälften av kulan. Är skålen mycket djup och fin kan i undantagsfall en minimal avvikelse ändå ge A.

Grad B - Passformen mellan skål och kula brister något, men skålens djup är ändå tillräckligt.

Grad C - Antingen är passformen sämre än hos A- och B-höften eller så täcker skålens djup mindre än 50 procent av kulan.

Grad D - Skålens djup täcker ledkulan till 30-40 procent.

Grad E - Ledkulan ligger nästan alltid utanför ledskålen, det vill säga den har i princip ingen täckning alls.

samt, enligt försäkringsbolagen är höftledsfel, näst efter tumörer, den vanligaste orsaken till förtida avlivning...